Svend Karlog
Født: 27-8-1900 i København
Død: 30-3-1972 (71 år)
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Biografi
Svend Karlo Karlog, kgl. balletdanser og -regissør, der var søn af postbud Hans Jørgen Vilhelm Jensen og hustru Karoline Louise Jørgensen, medvirkede som barn under navnet Svend Carlo Jensen i stumfilmen "Den lille Virtuos" (1918). Han virkede ved Det Kongelige Teater i over 40 år, først som elev og fra 1924 som balletdanser, hvor han med årene særlig hævdede sig i karakterrollerne. Fra 1925 til 1928 havde han egen danseskole og startde i 1933 Vanløse Danse-Institut. I 1936 valgte hans kammerater ham til formand for Den kgl. Balletforening og gennem henved en snes år beholdt han denne førende stilling og sled for ballettens anseelse og for at forbedre dens kår. Han opnåede ved utallige arrangementer som han forestod - bl.a. operaballerne - at forøge ballettens private pensionskasse med en betragtelig sum. I begyndelsen af 1950erne tog han sin afsked efter balletkrisen omkring Harald Lander, der gjorde hans stilling uholdbar som formand for den i urolighederne stærkt engagerede balletforening og efter en sygeorlov bevilgede direktionen hans afskedsansøgning. Ved sin afsked fik Svend Karlog bevilling til biografen i Jægerspris og bosatte sig sammen med sin hustru solodanserinden Gerda Karstens i Frederikssund. Efter at have drevet Jægerspris Kino fik han i 1957 bevilling til Slotsbiografen i Hillerød. Svend Karlog blev den 3. marts 1925 gift i Holmens Kirke med solodanserinden Gerda Karstens.


Har medvirket i følgende 2 stumfilm:
Folkets Ven (1918) 
Den lille Virtuos (1918)