John Meyer-Lassen
Født: 1-4-1952 (72 år) i København
Biografi
John Meyer-Lassen havde forældre der dansede folkedans i Hvidovre Folkedanserforening, hvor en af de øvrige dansere var Helge Daurup, som arbejdede på Nordisk Film. Jævnligt havde man brug for statister og i adskillige film var både hans forældre og mange andre af folkedanserne med. Da man til filmen "Krybskytterne på Næsbygaard" havde brug for nogle børn, som skulle spille trængende fra København og som skulle ud på landet for "at fedes op", fik John Meyer-Lassen og hans lillebror tilbud om filmroller. Selv fik han rollen som feriebarnet Peter. Han husker at optagelserne blev foretaget i studierne i Valby, andre på godset Torbenfeldt og igen andre i en eller anden skov ned til Roskilde Fjord eller Holbæk Fjord. Derimod kan han ikke erindre hvor scenerne i præstegårdshaven foregik. I det hele taget er det kun nogle få episoder som efter de mange år stadig står klart. Dog husker John Meyer-Lassen at en scene foregik i løvhytten, som drengene var med til at bygge i skoven ned til fjorden. Men da optagelserne inde i hytten skulle laves foregik det i studierne og brødrene forstod ikke hvorfor de ikke bare filmede on location. Iøvrigt oplevede brødrene at der i forbindelse med filmoptagelserne var en masse spildtid og en masse optagelser som aldrig kom med. Noget af det som de fandt sjovt - og især var optaget af - var den ubåd som havde været med i en af Frede-filmene og som stod i et af studierne. John Meyer-Lassen kan også huske at flere af dem sang så elendigt, at det i sangscenerne i stalden var nødvendigt at mime - uden at han dog har nogen ide om hvem der sang i stedet. Endelig husker John Meyer-Lassen at de blev hentet på skolen eller hjemme i taxa for at blive kørt ud til dagens optagelser. Han opbevarer stadig manuskriptet (eksemplar nr. 25) og en dags dato fra 28. september 1966 for honoraret for filmen (13 dage á kr. 50,-). Han fik senere et par enkelte andre statistroller, men kan ikke huske i hvilke film - eller hvornår. John Meyer-Lassen blev uddannet til biolog med speciale i tropisk ferskvandsøkologi og bekæmpelse af vandrelaterede parasitiske sygdomme (Cand. Scient., PhD og Master of International Health) og har efterfølgende arbejdet for bl. a. Danida og WHO i Sudan, Ghana, Uganda og Pakistan.