Niels Clemmensen
Født: 27-2-1900 i København
Død: 25-5-1950 (50 år)
Gravsted: Ordrup Kirkegård - Kbh

Biografi
Niels Thøger Clemmensen, pianist og komponist, udgik fra musikkonservatoriet i København i 1924. Han komponerede fra 1930'ernes begyndelse musik til forskellige folkelige skuespil, f.eks. Fra Kap til Kronborg (1930), Union Jack (1931), og film, fx Paustians ur (1932) og De tre skolekammerater (1944). Niels Clemmensen skrev i denne periode melodier til Hans Hartvig Seedorffs og Sigfred Pedersens viser, bl.a. "Den er fin med kompasset" (1930) og "Tjin-Tjin-Juanita" (1930). Sammen med Sigfred Pedersen skabte Niels Clemmensen klassikerne "Katinka, Katinka" (1936) og "Søren Bramfris lærkesang" ("Nu går våren gennem Nyhavn") (1940). Sidst i 1930erne slog de deres folder på det livlige værthus "La Reine" ved Søtorvet i København. Da krigen kom i 1940 turde værten ikke have de frimodige karakterer i drift og de måtte fortrække til Wessels Kro i Sværtegade. Niels Clemmensen var søn af journalist Christian Algast Clemmensen og hustru Fanny Greibe. Niels Clemmensens bror, journalisten Carl Henrik Clemmensen, måtte bøde med sit liv for sin åbenmundethed, idet han blev likvideret af 3 danske SS-håndlangere, Jørgen Valdemar Bitsch, Knud Flemming Helweg-Larsen og Søren Kam på Lundtoftevej den 30. august 1943, fordi han havde fornærmet en journalistkollega Povl Nordahl-Petersen, der var ansat på den nazistiske avis, "Fædrelandet".

Gravstedsfoto: Copyright Finn Larsen


Har arbejdet med følgende 4 film:
Paustians Uhr (1932)Musik
Naar man kun er ung (1943)Musik
De tre skolekammerater (1944)Musik
Røverne fra Rold (1947)Musik

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Sæt alle klude til - Helsingør-Revyen (1943)Musik