Mogens Lorentzen
Født: 4-4-1892 i København
Død: 7-2-1953 (60 år)
Gravsted: Holmens Kirkegård - Østerbro

Billede af Mogens Lorentzen
Biografi
Mogens Lorentzen, maler og skribent, var søn af dr. med., senere professor Carl Lorentzen og Emilie Marie Lumbye. Han blev student i 1910 og cand.phil. i 1911 og studerede medicin inden han blev uddannet som maler. Siden slog han sig også på forfattervirksomhed og nød som både maler og forfatter megen anerkendelse. Han debuterede som ekspressionistisk maler i 1916 og var medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen 1930-39 og fik siden store dekorationsopgaver. Han udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, Den Frie Udstilling og på Grønningen. Med årene udviklede han sig henimod en mere lyrisk form. Som forfatter fik han fra 1927 udgivet en række digte og noveller. Hans store publikums gennembrud fik han da han startede sine månedlige causerier i radioprogrammerne "Så gik ..". Populær blev også romanen "Familien Gelinde", der blev filmatiseret i 1944. Mogens Lorentzen bidrog med viser til Poul Henningsens revyer og skrev bl.a. "ABC visen" til Liva Weel. Blandt hans klassikere hører sangene "Juletræet med sin pynt" og "Mor Danmark" samt revyvisen "Det er sjovt at være til". Han havde mange ophold og rejser i udlandet. Mogens Lorentzen var udover at være forfatter også bogillustrator og foredragsholder. Han blev den 1. januar 1917 gift i Søllerød Kirke med Else Berner (08-02-1895 - 04-05-1983). Ægteskabet blev opløst i 1946. Han giftede sig igen den 3. juli 1946 på Frederiksberg Rådhus med Ingeborg Léonie Watt-Boolsen (03-07-1915 - 16-11-1997)


Har medvirket i følgende 1 film:
Familien Gelinde (1944)Livskunstner og dybsindig filosof

Har arbejdet med følgende 1 film:
Familien Gelinde (1944)Sangtekster, Manuskript, Bogforlæg

Har arbejdet med følgende 9 revyer:
På hodet (1929)Tekst
Pæn og høflig (1931)Tekst
Vesterbro 1940 (1940)Tekst
En buket kvinder (1941)Tekst
Hornbæk Revyen (1942)Tekst
Hornbæk Revyen (1943)Tekst
Ud i det blå - Helsingør-Revyen (1944)Tekst
Hornbæk Revyen (1948)Tekst
Nørrebro revyen (1948)Dekorationer, Tekst