Elo Magnussen
Født: 20-9-1904 i Helsingør
Død: 23-9-1968 (64 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Biografi
Elo Magnussen var søn af maler Viggo Emanuel Magnussen og hustru Julie Therese Holmgren (død 26-12-1949). Han begyndte allerede 8 år gammel at spille violin og efter uddannelsen hos kgl. kapelmusikus Kristian Sandby og Gerhard Rafn startede han som cafemusiker i Horsens. Allerede som meget ungt menneske kom Elo Magnussen ind i forskellige orkestre som violinist og saxofonist. Han blev professionel 1. oktober 1921. Via Odense kom han i 1925 til København som koncertmester på Langeliniepavillonen og efter 1925 som koncertmester i Jens Warny's orkester i Nimb, hvor han spillede i orkestret 1925-34 - især som basunist og saxofonist. I 1934 startede han sit eget orkester og spillede de første par år med jazzprægede besætninger. Han blev i midten af 1930erne knyttet til Tivoli først som kapelmester i Dansehallen - fra 1937 i Arena og tre år efter blev han dirigent for Tivolis promenadeorkester på danseestraden. Samtidig ledede han Pantomimeteatrets orkester til de gamle klassiske pantomimer og moderne balletter. Han var på det tidspunkt blevet en institution i Tivoli. Da han sidst i 1950erne ramtes af alvorlig sygdom og blev lam i hele den højre side og i talecentret regnede man ikke med at se ham igen. Elo Magnussen ville dog ikke give op og arbejede ukueligt i tre år med talelærere og opøvede dag efter dag sine arme og ben. I sommeren 1961 vendte han tilbage til Tivoli som restauratør i Grøften. Men forinden dirigerede han endnu engang Promenadeorkestret og blev i Koncertsalen hyldet af kapelmester Svend Chr. Felumb som overrakte ham Lundbye-medaljen. Hans trofaste publikum fulgte ham i hans nye virksomhed som Grøftens hyggelige og dygtige restauratør, hvor han også vandt mange nye venner. Elo Magnussen blev den 5. marts 1930 gift på Københavns Rådhus med Kate Lydia Katrine Bircholdt Sørensen (03-03-1908 - 30-04-1957). Senere blev han den 16. september 1961 gift i København med Anna Margrethe Madsen, født Bech.


Har medvirket i følgende 1 film:
Wienerbarnet (1941)Orkestermedlem

Har arbejdet med følgende 1 film:
Cocktail (1937)Musikalsk ledelse