Biografi
Henning Kehler, journalist, litteraturkritiker, dramatiker, (navneforandring 1899 fra Pedersen til gammelt slægtsnavn) var søn af kommunelærer, senere skoleinspektør Kristen (Christen) Kehler (død 1946) og hustru Minna Sophie Frederikke Andersen (død 1894). Han blev student fra Metropolitanskolen i 1909 og var assistent ved Det kongelige Bibliotek 1910-14. Han fik Universitetets guldmedalje i 1915 og blev i 1916 mag. art i romansk filologi. I 1917 blev han attache ved det danske gesandtskab i Petrograd og var dansk vicekonsul i Tomsk 1918-19. Han debuterede i 1920 med revolutionsskildringerne Russiske Kroniker, oplevet ved selvsyn som diplomat i Rusland 1917-19. Siden var han 1920-25 medarbejder ved Politiken, 1925-27 ved Kristeligt Dagblad og derefter indtil 1944 fast medarbejder ved Berlingske Tidende. Efter en skandalesag i 1943 for ukollegial optræden over for Hakon Stangerup måtte Henning Kehler forlade dagbladskritikken. I stedet beskæftigede han sig med sit dramatiske forfatterskab, som var indledt i 1941 med komedien Ullabella, som blev filmatiseret i 1961. Desuden skrev han filmmanuskriptet til "Biskoppen". Henning Kehler blev gift den 4. maj 1917 i København med Ville Berg (f. 08-03-1892). Ægteskabet blev opløst i 1945 og den 23. marts 1945 blev han gift på Københavns Rådhus med Inger Welding Johansen (16-04-1916 - 04-06-1994)
Har arbejdet med følgende 2 film:
Biskoppen (1944) | Manuskript |
Ullabella (1961) | Manuskript, Efter skuespil af, Produktion |