Knud Hauge
Født: 3-5-1942 i Brovst sogn
Død: 9-7-2000 (58 år)
Gravsted: Holmens Kirkegård - Østerbro

Biografi
Knud Hauge, filminstruktør og TV-producer, der var søn af læge Johannes Hauge og Inge Hedevig Jacobsen, voksede op i Kina, hvor faderen var missionær. Hele sit voksne liv beskæftigede Knud Hauge sig med filmkunsten i alle dens mange facetter - som formidler, klipper, igangsætter, instruktør og producer. Allerede i gymnasiet var han med til at oprette en filmklub. Efter at have flirtet med tanken om at blive skuespiller, kastede han sig over filmmetieren. Han startede sin karriere på Laterna Film, hvor han klippede Ole Roos' første film "Kys til højre og venstre". Sammen skabte makkerparret andre bemærkelsesværdige film bl.a. "Cobra et Aprés" og senere værkerne om dansk films første 100 år og filmen om Ib Schønberg. Sammen med Peter Refn oprettede Knud Hauge i 1965 Camera-biografen - den første art-cinema i Danmark - på Sdr. Boulevard og gjorde en pionerindsats ved at importere og vise kvalitetsfilm. Derefter fortsatte han linjen i Windsor-biografen på Frederiksberg. I en periode var Knud Hauge direktør på Nordisk Film, producer på TV-Avisen og DRs Provinsafdeling i Århus. Tilbage i København lavede han kortfilmen "Den sorte vej" om livet i columbianske kulminer. Knud Hauge var formand for Filmmedarbejderforeningen og for Danske Filminstruktører. Han sad i en årrække i DRs Programråd og var næstformand i Dansk Kunstnerråd. Han blev den 11. april 1992 gift med skuespillerinden Litten Hansen. Knud Hauges barnedrøm om at blive landmand gik ikke i opfyldelse, men sammen med sin hustru skabte han på sin ejendom på Møn et pragtfuldt fristed, der gav ham modet og inspirationen til som 57-årig at gå i gartnerlære.


Har arbejdet med følgende 9 film:
To (1964)Script
Dyrlægens plejebørn (1968)Klip
Sjov i gaden (1969)Klip
Kys til højre og venstre (1969)Klip
Manden på Svanegården (1972)Klip
Operation Kirsebærsten (1972)Produktion
Nøglehullet (1974)Tonemester
Skipper & Co. (1974)Assistent
De fem benspænd (2003)Klip