Frej Lindqvist
Født: 13-10-1937 (87 år) i Helsingfors, Finland
Biografi
Frey Gunnar Volter Lindqvist, svensk skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør, blev født i Finland, men kom ved afslutningen af anden verdenskrig til Luleå. Han begyndte at læse filosofi og litteraturhistorie på Universitetet i Lund, men vendte tilbage til Finland og blev uddannet på Svenska Teaterns elevskole i Helsingfors 1958-1960. Efter studierne turnérede han med Landsteatern og blev engageret på Åbo Svenska Teater og Lilla Teatern i Helsingfors. I 1964 kom han tilbage til Sverige og Stockholms Stadsteater, men forlod teatret i protest mod hvad han anså som sløseri med menneskelige ressourcer. I slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne var han igen engageret på Stockholms Stadsteater, hvor han spillede flere bemærkelsesværdige roller bl.a. som Salieri i "Shaffers Amadeus" - en rolle som gav ham Svenske Dagbladets Thaliapris. I 1966 spillede han en livsfarlig tysk agent i thrillerserien "Operation Argus". I 1980 var han iscenesætteren af et stort bedrageri i kriminalserien "Dubbelstötarna" og i 1991 havde han rollen som en minister med bordelaffærer i "Kopplingen". Han er også kendt for at have lagt stemme til Björnen Paddington. Han har instrueret bl.a. serien "Vägg i vägg" (1986) og tv-filmen "Guds djärvaste ängel" (1990). I radioen har han medvirket flere gange i programmet "Sommar". Desuden har han forfattet bøgerne "Den dubbla rollen" (1989) og "Det magiska ögonblicket" (1993). Han har anvendt pseudonymet Zoltân Papp. Frej Lindqvist er ridder af første klasse af Finlands Lejons Orden.