BiografiCarl Johannes Nielsen, teaterdirektør, var født på landet som søn af en højskolelærer på Hindholm Højskole. I 1890 blev han student fra Sorø og tog året efter filosofikum, ligesom han skrev lyriske digte i Illustreret Tidende. Han studerede teologi og kom i 1891 ind på Det kongelige Teaters elevskole, hvor han optrådte i nogle småroller. Efter en flerårig afbrydelse, hvor han navnlig studerede eksperimentalpsykologi debuterede han omsider som Arv i "Mascarade" den 1. marts 1897. Men han blev ikke ansat og fik i stedet i årene 1897-99 lejlighed til på Folketeatret at udvikle hvad han havde lært på nationalscenen. Johannes Nielsen fik sit store gennembrud i rollen som Pastor Sang i første del af Bjørnssons "Over Evne" og lod sig derefter ansætte som økonomiinspektør ved Det Kongelige Teater med en hensigt om at uddanne sig til sceneinstruktør. Sammen med W. Bloch iscenesatte han "Gengangere" i 1903. Men det blev Folketeatret der fra 1904 kom til at høste gavn af hans instruktørevner. I årene 1908-1912 var han direktør for Folketeatret, der i 1911-1912 blev ledet i forening med Dagmarteatret. Siden fortsatte han sammen med
Adam Poulsen ledelsen af Dagmarteatret. Hans omfattende virksomhed vedrørte i nogle somre også friluftsteatret i Dyrehaven. I årene 1914-1922 var han kunstnerisk direktør for Det kongelige Teater og i årene derefter optrådte han som gæst på provinsscenerne, Casino og på
Betty Nansen Teatret. Bl.a. var han i sæsonen 1927/28 engageret ved Aarhus Teater, hvor han udførte enkelte roller og samtidig var iscenesætter. Desuden fik han en biografbevilling sammen med
Oda Nielsen til Palæbiografen i Store Kongensgade. Han medvirkede i stumfilmen "Du skal ære din hustru" fra 1925. Den 7. december 1899 blev han gift i København med forfatterinden Nathalie Louise Christiane Henrichsen (19-10-1863 - 25-08-1927). Siden blev han 22. maj 1928 gift på Københavns Rådhus med balletdanserinde, skuespillerinde Dagny Adolfine Brincken (28-10-1880 - 20-03-1947).