Biografi
Johannes Gunnar Sørensen var søn af købmand Jens Sørensen og hustru Maria f. Jeppesen. Efter en journalistisk uddannelse i provinsen kom Johannes G. Sørensen til København som Jyllandspostens københavner-korrespondent. I 1937 var han vikar på Danmarks Radio og blev den 1. april 1938 fast knyttet til denne og siden redaktør ved Pressens Radioavis. Udover nyhedsoplæsningerne beskæftigede han sig med det udenrigspolitiske stof. Sammen med chefredaktør Niels Grunnet (20-11-1901 - 22-09-1974) forlod han i september 1944 radioavisens redaktion og måtte gå "under jorden". Kort efter søgte Johannes G. Sørensen med Grunnet til Stockholm og blev af Christmas Møller kaldt til London, hvor han indtrådte i redaktionen af BBC's danske udsendelser. Det faldt i hans lod som medarbejder ved BBC at være den som aftenen den 4. maj 1945 kl. 20.35 oplæste befrielsesbudskabet til Danmark. Efter krigen var han telegramredaktør ved Berlingske Tidende. Johannes G. Sørensen blev den 20. marts 1937 gift med Else Merrild. Ægteskabet blev opløst 1949 og den 29. juni 1951 blev han gift på Frederiksberg Rådhus med Gretha Marie Davidsen (27-11-1917) og senere med Lilli Skjoldager. Han bosatte sig på Bornholm, hvor han blev journalist ved dagbladet Bornholmeren.
Har medvirket i følgende 1 film:
Vagabonden (1940) | Radiospeaker |
Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Matador (1978-1982) 21 | Radiospeaker |