BiografiJohn Ejnar Engel Nielsen kom med i vokalensemblet Blue Boys i 1955, da John Mogensen forlod gruppen. Han stoppede i Blue Boys i efteråret 1966, hvorefter gruppen fortsatte som en trio. Blue Boys var dannet tilbage i 1949 af
Jørgen Pedersen og
Bjarne Rydstrøm og blev udvidet med
Otto Nielsen omkring 1950 og med John Mogensen i 1952. Blue Boys havde i 1950erne og 1960erne store hits som "Hver gang du smiler lidt til mig", "Jim, Jonny og Jonas", "Huset i Canada", "Ud på flisen Karoline", "Hvem har lånt min gamle hat", "Marianne", "Liechtensteiner Polka", "Sommerens Vals", "Charlie Brown", "En skraldemand ta'r skraldet" og mange andre sange, der med tiden er gået hen og blevet evergreens. I 5 år var de faste gæster i
Volmer-Sørensens populære fjernsynsshow TV i Tivoli, hvor vokalgruppen altid indledte med at synge: "Blue Boys ved mikrofonen, nu starter Nordvisionen...". De medvirkede i en lang række radioudsendelser og optrådte i Norge og i de svenske folkeparker. I 1966 besluttede John Nielsen at han ville holde op med at synge og hellige sig sin grammofonpladeforretning "Blue Boys Shop" på Gl. Kongevej i København. Han havde sin sidste optræden i Assens den 3. september 1966. I juli 1969 fejrede Blue Boys 20-års jubilæum i Tivoli-Varieteen, hvor de fik overrakt en guldplade for en million solgte plader. Ved den lejlighed optrådte John Nielsen endnu engang sammen med Blue Boys. John Nielsen var gift med sangerinden
Winnie Dorff.
Bøger om John Nielsen (Blue Boys):
"Blue Boys - erindringsbog" af Bjarne Rydstrøm