BiografiLars Lønnerup er født og opvokset i Otterup. Han havde som ung ikke interesse for at overtage faderens byggefirma og efter et år som lastbilchauffør begyndte han på Odense Katedralskoles første hf-hold. Efter at have skrevet i skolebladet om Odense Teater fik han en rolle som hippie i "Jean de France" og opgav sit studium. Lars Lønnerup passede siden både reception og belysning på Odense Teater og blev optaget på teatrets elevskole 1970-1973 efter at have læst hos
Gerda Gilboe. Han debuterede i 1973 i "Agnes" og har siden - med afstikkere til Aalborg Teater 1978-81 og Det Danske Teater i 1982 - i det væsentlige været knyttet til Odense Teater. Her har han spillet alle slags karakterer i alle slags stykker fra Klint i "Genboerne" over Pickering i "My Fair Lady" til McDuff i "Macbeth". Lars Lønnerup har i flere perioder fungeret som tillidsmand for skuespillerne og han har desuden repræsenteret Landsdelsscenerne i Dansk Skuespillerforbunds bestyrelse.