BiografiLone Rode, skuespillerinde, var datter af redaktør, civilingeniør Jørgen Rode (19-09-1901 - 27-03-1981) og hustru Pernille Kirkeby. Hun blev oprindelig uddannet som børnehavelærerinde inden hun begyndte at læse hos
Søren Weiss og kom til Odense Teaters elevskole i 1957. Lone Rode blev færdiguddannet i 1959 og debuterede som Solvej i "Peer Gynt". Derefter blev hun fast tilknyttet teatret og spillede en række vigtige roller, f.eks. Agnete i "Elverhøj", Malle i "Genboerne", Helena i "En skærsommernatsdrøm", eleven i "Enetime" og Wish Luck i "Nattens frelse". I 1966 kom hun til Århus Teater, hvor hun fik et varieret repertoire fra Shakespeare og Ibsen over Brecht og Dario Fo. Midt i 1980erne valgte hun i en periode at arbejde free lance for bl.a. at få mere tid til sine børn Metteline og Mads Ole. I 1988 medvirkede hun i forestillingen "Indenfor murene" og havde fra 1992 igen en fast plads i ensemblet på Århus Teater. Senere gæstespillede hun på teatret bl.a. som fru Thormann i "King Kongs døtre". Lone Rode filmdebuterede som Evangeline i filmen "Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet" fra 1967. Op gennem 1970'erne optrådte hun mest på TV. Hun medvirkede bl.a. i tv-serien "Fiskerne" og havde hovedrollen i tv-serien "Frøken Jensens pensionat". I 1977 dukkede hun igen op på filmlærredet. Denne gang som Oles mor i "Drenge". Lone Rode indlæste også bøger på bånd. Hun blev den 27. maj 1968 gift med skuespilleren Aksel Erhardtsen.