Bent Hesselmann
Født: 20-2-1939 i København

Biografi
Bent Hesselmann, musiker og komponist, har markeret sig indenfor musikmiljøet i mere end et halvt århundrede. I 1950erne og 1960erne spillede Bent Hesselmann som selvlært saxofonist med datidens kendte danske jazzmusikere. Han har bl.a. spillet i jazzensembler som Niels Jørgen Steens Quartet, Max Brüels Quintet, Jørgen Borchs Quintet og Hugh Steinmetz Big Band. Han uddannede sig som gymnasielærer og var i nogle år også virksom som maler. I slutningen af 1960erne blev han involveret i rockmusikken primært som medlem af bandet The Maxwells og senere spillede han med førende rockbands som Beefeaters, Young Flowers og Midnight Sun - nu også som fløjtenist. Som musiker medvirkede han i 1979 i filmen "Charly & Steffen", hvortil han også skrev teksten til "Lilly fra tribunen", der blev sunget af Lone Kellerman. Bekendtskabet med Søren Kragh-Jacobsen førte til interesse for sangskriveriet og mulighederne for som komponist at skrive musik til film og teaterforestillinger. Han har komponeret omkring 500 værker og har medvirket på mere end 50 pladeudgivelser. Gennem flere årtier skrev Bent Hesselmann kontinuerligt musik til børneteaterforestillinger på Det lille Teater og dertil kom bestillingsværker fra Aalborg Teater, Svalegangen og Det Kongelige Teater. Som filmkomponist har han bl.a. leveret musik til tegnefilmen ”Valhalla” og de ti efterfølgende episoder for tv. Bent Hesselmanns engagement i kulturlivets mange forskellige aktiviteter har også ført til filmmanuskripter, sangtekster, bøger og instruktørvirksomhed. Bent Hesselmann indrettede i 2000 sit eget computerstyrede hjemmestudie. Fra 1994 til 2010 har han været medlem af bestyrelsen i Danske Populærautorer.


Har medvirket i følgende 2 film:
Charly & Steffen (1979)Musiker
Smukke dreng (1993)Hartvig

Har arbejdet med følgende 2 film:
Vil du se min smukke navle ? (1978)Musiker
Charly & Steffen (1979)Sangtekster