BiografiDanseren og koreografen Søren Jakobo Sundby, der var født i Norge, blev uddannet som danser og pædagog på l' Académie Internationale de la Danse i Paris. Han flyttede til Danmark i 1989 og medvirkede i 1990erne i danseproduktioner hos Granhøj Dans, Micado Danse Ensemble,
Marie Brolin-Tani Danseteater og Uppercut Danseteater. Derudover havde han hovedrollen i Aalborg Teaters opsætning af musicalen "Fame" og på Odense Teater medvirkede han i teaterkoncerten "Dark Side of the Wall". Søren Sundby havde også hovedrollen da Nyt Dansk Danseteater i 2001 opførte Jo Strømgrens "Peer Gynt". Søren Sundby fik sin debut som koreograf i 2004 med forestillingen "Me and My Selfish" på Dansescenen og året efter fulgte han op med sin egen "Umweltish". I januar 2007 lavede han sammen med Palle Granhøj og sin norske landsmand Morten Innstrand "Face 2 Ex". Han virkede som huskoreograf på Dansescenen fra sensommeren 2006 og frem til sin død. I Norge medvirkede han som dubber og voice i mange tegne- og dokumentarfilm. Søren Sundby efterlod sig to sønner på 18 og 13 år fra sit ægteskab med fotografen Helle Garboe.