Per Gjersøe
Født: 13-10-1908 i Tønsberg, Norge
Død: 6-11-1980 (72 år)
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Per Gjersøe var en alsidig norsk skuespiller og instruktør, som gjorde sig bemærket allerede i sin tid ved Studioteatret 1945-50. Han var uddannet som skuespiller hos Max Reinhardt i Berlin og efter en kort elevtid på Nationaltheatret kom han med i gruppen af unge skuespillere som i 1945 dannede Studioteatret. Per Gjersøe nåede ofte længst i de særprægede roller f.eks. som den uhyggelige pater Domineer i Sean O'Caseys komedie "Cock-a-Doodle Dandy" (Studioteatret 1950). I stykket "Invasjon" (1945) lavede Per Gjersøe en gennemført afskyelig karakteristik af en angiver og en landsbyidiot. I Anton Tsjekhovs farcer "Bryllup", "Jubileum" og "Frieri" (1946) gav han igen gode karakteristikker bl.a. af en gammel mand og en galant telegrafist. Han var ansat ved Riksteatret fra 1951 til 1960, hvor han gennem 1950erne var en af de bærende kræfter. Sin største sejr som skuespiller havde Per Gjersøe som tiggeradministratoren Peachum i Bertolt Brechts "Tolvskillingsoperaen" på Riksteatret i 1953. Han spillede bl.a. Ibsen-rollerne Gregers Werle i "Vildanden" (1958) og Ulrik Brendel i "Rosmersholm" (1959). Men han beherskede også nyere dramatik som Ed Anderson i "Kom hjem igjen lille Sheba" (1953), Otto Frank i "Anne Franks dagbok" (1957), Candy i John Steinbecks "Om mus og menn" (1958) og Gregory Solomon i Arthur Millers "Prisen" (1969). I 1960erne var han en meget anvendt skuespiller i Fjernsynsteatret og han markerede sig særlig som fortolker af absurd dramatik. Blandt hans betydeligste opgaver var oldingen i Ionesco's "Stolene" (1962), Prospero i Shakespeares "Stormen" (1964) og Gibbs i T. S. Eliots "Coctailparty" (1967). Per Gjersøe var en af grundlæggerne af Teatret Vårt i Molde (1972), hvor han var ansat til 1974. Han spillede det første år i Shakespeares "Tvillingene", året efter i "Ordet" af Kaj Munk og i "Kvinnene langs fjorden" af Edvard Hoem. Han afsluttede sit virke i Molde i rollen som bisp Nikolas i Ibsens "Kongsemnerne". De sidste år af sit liv var Per Gjersøe ansat ved Den Nationale Scene i Bergen. Han fik sin debut som instruktør med "Skumringsbaren" i 1946 og den største udfordring som instruktør i 1947 med uropførelsen af Ingmar Bergmans "Hets". Med den kinesiske forestilling "Lille rislende kilde" året efter viste Per Gjersøe at han også beherskede en enkel og poetisk fortælling om ægte kærlighed. Per Gjersøe forsøgte sig også som filminstruktør. I 1962 instruerede han sammen med Nils R. Müller filmen "Tonny" (1962). Desuden havde han en del biroller i norske film i årene 1958-74.
Har medvirket i følgende 1 film:
Sult (1966) | Mand i port |