Biografi
Axel Ludvig Hindberg, pianist, kapelmester og multikunstner, var oprindelig uddannet som bankmand og arbejdede siden som revisor, men forlod den sikre levevej for at give sig musikken og livskunsten i vold. Han begyndte sin musikerkarriere som selskabsmusiker på fine restauranter og hoteller. Han blev professionel 1. juli 1933 og spillede bl.a. med Bruno Henriksen 1948-49. I 1968 blev han ansat som repetitør og akkompagnatør på Statens Teaterskole, hvor han var i 17 år. Derefter var han fast på natværtshuset Alleenberg på Frederiksberg, hvor han skabte en enestående stemning. Han var orkesterleder ved revyer og teaterforestillinger og ledsagede bl.a. i flere år løjerne i Hjørring-revyen. Han blev også kendt fra mange radiotransmissioner og har optrådt på TV med sin musik og senere i sin pensionisttilværelse med Storm-P-agtige maskiner. Han konstruerede sindrige mobiler, hvor han ved hjælp af tyngdekraften fik kugler til at trille, lemme til at åbne sig og små mænd til at trimle rundt. Mobilerne blev alle skænket til Eksperimentarium i Hellerup. Han var bror til klarinettist og altsaxofonist Poul Hindberg.