BiografiAlf Wiborg Blütecher, der var norsk skuespiller, var søn af læge Hjalmar Ingjald Frithjof Blütecher og Anna Dorothea Magdalena Wiborg. Han var elev ved Den Nationale Scene 1904/05. En tid var han ved Fahlstrøms Theater og deltog i Nationalturnéen hos Ludovica Levy 1908-10 og i turnéen "Det nye Teater" 1910/11. Han var mest tilknyttet teatrene i Trondheim og Stavanger og Den nationale Scene i Bergen. Han var ved Trondhjems Nationale Scene 1911-13 og senere bl.a. ved Stavangers faste scene. I 1918 var han gæst på Centralteatret i Norge som Axel i Strindbergs "Kammeraterne" og han gæstede Den Nationale Scene i maj 1921 som Peer Gynt. I Danmark filmede han fra 1913 til 1919, hvor han udelukkende var ansat hos Nordisk Film. Her blev han én af selskabets store helteprofiler og medvirkede i mere end 60 film. Han huskes især for sin rolle som Dr. Krafft i "Himmelskibet" (1918). I begyndelsen af 20'erne forsøgte han sig i tysk film, hvor han spillede flere hovedroller og blev instrueret af bla.
Holger-Madsen og Svend Gade. En ulykke med efterfølgende svækkelse af hørelsen satte en stopper for hans skuespillerkarriere, og de sidste år af sit liv var han ansat ved postvæsenet i Oslo.