Ellen Lumbye
Født: 25-9-1886 i København
Død: 12-7-1967 (80 år)
Gravsted: Garnisons Kirkegård - Kbh

Biografi
Ellen Bolette Johanne Lumbye var datter af papirhandler Albert Johan Jansen og hustru Julie Petrea Vilhelmine Petersen. Hun var søster til skuespillerinden Lilly Carla Jansen. Som barn kom Ellen Lumbye til Den Kongelige Ballet, hvor hun var i otte år. På Det Kongelige Teater havde hun sin første egentlige debut i Oehlenschlægers "Dina". Derfra kom hun til Kasino og spillede bl.a. søster Martha i "De smaa landstrygere", ligesom hun var ved Dagmarteatret i et år. Senere kom hun til Frederiksberg Teater under Emil Wulffs direktion, hvor hun bl.a. vil blive husket for rollen som Thora i Sarauws "Den fortabte søn". Også i Poul Østergaards "Der er forskel" havde hun en fremtrædende rolle. Ellen Lumbye var i flere sæsoner engageret i Tivolis Teater først under direktør Emil Wulff og derefter med sin mand som direktør. Efter skilsmisse optrådte hun i 1916 sammen med sin nye mand i Nordjylland bl.a. på Bulbjerg Badehotel og Hotel Royal, men de forlod begge teatervejen. En overgang delte hun indtægter med moderen, der havde koncession til annoncetegning og salg af teaterprogrammer udenfor teatrene. Hun blev efter moderens død nægtet at fortsætte koncessionen. I årene 1931 til 1941 drev hun papirforretningen "Papirbørsen" på Vestergade 58 i Odense. Hun blev gift den 27. maj 1909 i Frederiksberg Kirke med overregissør, senere teaterdirektør Knud Lumbye. Efter skilsmisse giftede hun sig igen den 8. februar 1916 i Holmens sogn i København med skuespiller, senere forretningsmand og bogforlægger Aage Brunoe (31-01-1891 - 06-05-1933). Hun er mor til statsaut. translatør, senere prokurist i Den Danske Landmandsbank Ole Brunoe (f. 18-11-1920) og til maler og billedhugger Søren Brunoe (17-01-1916 - 31-05-1994).


Har medvirket i følgende 10 stumfilm:
Nana (1912) 
Fodsporet (1912) 
Borgens hemmelighed (1913) 
Krigens ofre (1914) 
Under Vampyrens Kløer (1914) 
Den moderne Messalina (1914) 
Doktor Lucas (1915) 
Da Skomager Fischer gik paa Maskerade (1915) 
En Dæmon fra Skovene (1915) 
Karfunkeldronningen (1916)