BiografiKirstine Hansine Kilian var i en lang årrække Røde Kro Teaters ubetingede komiske førstekraft. Hun kom sammen med sin mand skuespilleren Johannes Kilian til Røde Kro i 1900. Hun debuterede i juni 1898 i Vennelyst på Amagerbrogade. Herfra kom hun til Casino, hvor hun bl.a. fik en større rolle i operetten "Dukken". I juni 1900 kom hun til Røde Kro Teater, hvor hun med nogle års undtagelse skulle komme til at optræde de næste 35 år - måske ikke mindst fordi hun mestrede et meget forskelligartet repertoire. Hun kunne synge en vise med smæld og havde en folkelig udstråling. Med årene fik hun flere roller som havgasser og svigermødre, der får hele huset til at skælve. Fra 1918 til 1920 var Kirstine Kilian engageret dels ved Fønix Teatret og dels ved Friluftsteatret i Kastellet inden hun igen vendte tilbage til Røde Kro. I 1928 var hun igen borte fra teatret et års tid inden hun blev genengageret af teaterdirektør
Carl Carlsen ved hans tiltræden som leder i 1929. I midten af 1930erne ophørte hendes engagement på Røde Kro og hun døde nogle få år efter kun 60 år gammel. Kirsten Kilian var mor til kapelmester Kai Kilian.