BiografiValdemar Christian Hansen, skuespiller og revyforfatter, var søn af Lars Christian Hansen (f. 1843) og hustru Grethe Justine Hintze (1840 - 1910). Han fik sin debut hos Carl Henriksen 1889/90 og var derefter hos
Vilhelm Petersen og med ham i Norge på Tivoli Teater i sommeren 1891. Valdemar Hansen optrådte i 1890erne i Rottefælden i Svendborg bl.a. sammen med skuespillerinden Eva Haller (20-05-1878 - 05-03-1932), der rejste omkring som international sangerinde. Valdemar Hansen var tillige revyforfatter til Wulffs revyer og i 1895 skrev han "Sejle op ad åen" til revyen "Fra Flakhaven til Fruens Bøge" i forbindelse med åbningen af det nye Odense Folketeater. Imidlertid kom sangen ikke med i åbningsforestillingen og blev i stedet lanceret i Svendborgs Sommerrevy 1895 "Vand på Møllen". Valdemar Hansen var i årene 1891-97 hos Th. Cortes. Sammen med skuespillerinden Maggi Zinn (Magdalene Hansine Zinn) er han forældre til impresario Gunnar Valdemar Hansen (04-04-1898 - 13-10-1971), der gennem årene skaffede mange kunstnere engagementer i jyske foreninger. I de efterfølgende år var Valdemar Hansen ved Aarhus Teater i sæsonen 1900-1901, Folketeatret 1901-03 og kom i 1904 med direktør Emil Wulff til Frederiksberg Teater og senere til Odense 1908/09. Omkring 1920 var han ansat på Fønix Teatret i København. Valdemar Hansen, der medvirkede i en række tidlige stumfilm, blev den 21. juni 1894 gift i Hospitalskirken i Vor Frue Sogn i Aalborg med skuespillerinden Johnny Jacobine Caroline Thomsen (22-08-1857 - 1919), født Møller. De er forældre til Ebba Hansen (13-12-1898 - 18-03-1949), der blev gift med skuespiller
Aage Schmidt. Valdemar Hansens tredie hustru var Paula Nathalia Schrøder Hansen (15-06-1893), men de skiltes inden hans død.