BiografiMaria Petrine Ring (født Petersen) var datter af hotelejer Thomas Petersen og hustru Anna Marie Christensen. Maria Ring debuterede 1877 som Laura i "De Nygifte" på Horsens Teater. Hun var en stor støtte for sin mands teaterdirektør Frederik Müllers provinsselskab og med ham kom hun i 1883 til Dagmatteatret i hvis åbningsforestilling hun spillede Adrienne i "Notabene". Fra 1885 tilhørte hun med enkelte kortvarige afbrydelser Folketeatret og havde her især roller i lystspil og vaudeviller. Hun spillede f.eks. Caroline i "For Alvor", Stina i "Haneben", fruen i "Lynggaard & Co.", fru Bornemannn i "Karen Bornemann" og Mor Jytte i "Manden på Højriis". Desuden spillede hun det jydske pigebarn i "Deklarationen", den snøftende ungmø som vil til teatret i "Alle mulige roller", den svenske madam i "Gadens børn" og Jomfru Pihl i "Møntergade 39". Rollen som Frida von Rambow i "Landmandsliv" udførte hun med finhed og myndighed. Marie Ring kunne også synge, hvilket hun viste med sangen "Hvis Du kender Kærlighedens Flamme" med stor komik. Maria Ring gled omkring sit 70. år på grund af sygdom stille ud af repertoiret. Hun optrådte sidste gang i 1925 som Præstekonen i "Nøddebo Præstegaard". Det var ikke mange filmroller, som Marie Ring havde gennem tiden. Maria Ring blev i 1872 gift med skuespiller, teaterdirektør og senere regissør ved Dagmarteatret Frederik Carl Christian Oscar Müller (07-03-1845 - 08-10-1895) og blev siden den 24. oktober 1896 gift i København med skuespilleren
Johannes Ring (03-01-1863 - 19-06-1936). Hun var i sit første ægteskab mor til skuespillerinden
Betty Nansen.