Gustav Lund
Født: 8-8-1853 i København
Død: 8-5-1923 (69 år) Mindebog
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh
Biografi
Marcus Peter Gustav Lund, tryllekunstner, bugtaler, varieté-kunstner og skuespiller, der var søn af Christian Lund og hustru Marie Andersen, var oprindelig smedesvend og optrådte i fritiden i dilettantforestillinger, hvilket gav ham smag for scenen. Han blev engageret af direktør Ditlev Hansen som skuespiller på Vesterbros Teater, hvor han efter et par års forløb blev direktør. Han arrangerede og opførte her en række pantomimer, som han selv havde komponeret og hvori han selv optrådte, bl.a. i rollen som Christian den Fjerde. Senere lagde han skuespillervirksomheden til side og begyndte efter forbillede af den tyske bugtaler Leo at optræde som bugtaler med talende dukker. Han præsenterede "verdens mindste solodanserinder" - og omtalte dukkerne som sit personale. Gustav Lund optrådte i flere varietéer, bl.a. Over Staldens Varieté i Charlottenlund og Varieté Teatret på Vesterbro. I mange år rejste han rundt i hele Europa med sit artistnummer og var engageret i flere af de allerbedste etablissementer. En tid var Gustav Lund artistisk leder af varietéen i "Fregatten" i Tivolisøen og en tid tillige den egentlige leder af Arenateatret. I julemåneden tog han gerne engagement i "Cirkus" eller "National" i København. Gustav Lund var i filmens barndom en af pionererne på Nordisk Film, hvor han sammen med Ole Olsen lavede de første stumfilm herhjemme - og i en periode var Ole Olsens højre hånd. Som bugtaler optrådte han rundt om i de danske provinser og besøgte bogstavelig talt hver en flække. I de sidste dage af sit liv optrådte han på Varieté Sommerlyst i Thisted. Da han en aften havde sunget et par sange og skulle til at begynde på sit bugtalernummer greb han efter bordet og faldt derpå om på scenen. En læge indlagde ham på sygehuset, hvor han døde om natten. Gustav Lund var den første der startede en afdeling af det "Internationale Artistforbund" i København. Han blev den 28. november 1879 gift i Skt. Matthæus Kirke i København med Jensine Nielsen (31-01-1851 - 14-03-1926).