Leo Tscherning
Født: 30-1-1880 i København
Død: 24-6-1914
Gravsted: Garnisons Kirkegård - Kbh

Biografi
Johan Anton Leo Tscherning, skuespiller og sceneinstruktør, kom efter sin studentereksamen på elevskolen ved Det Kongelige Teater. Han rejste en sæson med Albert Helsengreen og var derefter 8 år ved Folketeatret og 5 år ved Det ny Teater. Som skuespiller nåede han ikke meget højt. Trods sit talent som sceneinstruktør kunne han med sit stridbare, stærkt koleriske temperament vanskelig hævde sig på et københavnsk teater. Han mistede efter eget udsagn denne sidste stilling fordi direktøren fik at vide at han søgte at blive direktør for Aarhus Teater. Han gik da til filmen og fik gode stillinger i Berlin ved to filmselskaber, men kom i strid med begge selskaber. Leo Tscherning, der en tid også var journalist, fik sin sidste ansættelse hos Dansk Filmsfabrik i Århus, men hans forsøg på at rekonstruere dette selskab var ganske resultatløse. Han rejste derefter til Ebeltoft, hvor han boede i et par måneder på Hotel Vigen. Leo Tscherning døde på Ebeltoft sygehus som følge af et selvmordsforsøg. Han havde den seneste tid ikke lagt skjul på at han ikke så nogen mulighed for at kunne ernære sig og sin familie. Leo Tscherning var gift to gange - senest med Harriet Josefa Nyrup (f. 09-11-1882)


Har medvirket i følgende 1 stumfilm:
Sønnen fra rullekælderen (1910)