Anita Björk
Født: 25-4-1923 i Tällberg, Dalarna, Sverige
Død: 24-10-2012 (89 år) Mindebog
Gravsted: Norra Begravningsplatsen, Stockholm

Biografi
Anita Barbro Kristina Björk, der var en fremtrædende svensk skuespillerinde, kom fra en familie med mange aktive kunstnere. I en alder af 13 år kom hun ind på Operaens balletskole i Stockholm, men måtte til sin store skuffelse slutte året efter på grund af sin alder. Hun var elev på Gösta Terserus teaterskole og kom ind på Dramatens elevskole i 1942. Samme år medvirkede hun i Taggenrevyn. Efter sin debut i "Det var en gång" blev hun fra 1945 en bærende skuespiller på Dramaten med mere end 100 roller. Hun fik et kunstnerisk gennembrud på scenen i "Jungfruleken" i 1948, der fulgtes op af flere roller, bl.a. som Henrika i "Amorina" i 1951. Anita Björk fik samme år sit internationale gennembrud med titelrollen i Alf Sjöbergs berømte filmversion af August Strindbergs "Fröken Julie", der belønnedes ved filmfestivalen i Cannes i 1951. Dette førte til tilbud fra Hollywood bl.a. om en rolle i Alfred Hitchcocks "I Confess". Hun opholdt sig der i nogen tid uden at det resulterede i flere roller. En hindring var hendes samlivsforhold med forfatteren Stig Dagerman, som ikke var formelt skilt fra sin tidligere hustru. Hun vendte tilbage til Sverige og havde nogle få filmroller i Europa, som dog ikke vakte særlig opmærksomhed. Bl.a. spillede hun over for Gregory Peck i filmen "Ad diplomatisk vej". Blandt hendes teaterroller var f.eks. rollen som Tintomara i "Dronningens Juvelsmykke" (1957), "Se dig om i vrede" (1957), "Tribadernes nat" (1975) - hvor hun spillede rollen som Siri von Essen, "Fra regnormenes liv" (1981) ot "København" (2000). Anita Björk arbejdede meget sammen med Ingmar Bergman (14-07-1918 - 30-07-2007) og spillede bl.a. hovedrollen som Selma Lagerlöf i hans opsætning af "Billedmagerne" i 2000. Så sent som i 2009 kunne man opleve Anita Björk i forestillingen "Kærestebreve", hvor hun spillede sammen med kollegaen Jan-Olov Strandberg. I de mere end 30 film hun medvirkede i var bl.a. "På dessa skuldror" (1948), "Människors rike" (1949), "Sången om den eldröda blomman" (1956), "Damen i svart" (1958), "Ådalen 31" (1969) og "Den goda viljan" (1991). Sideløbende havde hun radiooptræden og egne turnéoptrædender bl.a. i 1976 med et program om Stig Dagerman's forfatterskab. I 1984-85 tog hun sammen med Viveca Serlachius på en turné om Selma Lagerlöf til Sverige, USA, England og Frankrig. I 1964 var hun med til at danne Kulturarbejdernes socialdemokratiske forening og hun var medlem af Dramatens repetoire råd. Siden 2001 bar Anita Björk ærestitlen professor. Hun var mor til skuespilleren Jonas Bergström.


Har medvirket i følgende 1 film:
Utro (1966)