Carl Reinholdz
Født: 19-9-1909 i Norrköping, Østergotland, Sverige
Død: 24-11-1973 (64 år)
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Carl Reinholdz eller Calle Reinholdz, født Karl Oskar Reinhold Rindholt, svensk skuespiller og sanger med tilnavne som "Långe Calle" og "radiomasten". Han begyndte sin kunstnerbane på Arbetareföreningens revyteater i Norrköping og scenedebuterede i 1929. Derefter kom han til Tantolundens friluftsteater og spillede siden revy på Casino og atter senere på Södran, hvor han blev i 17 sæsoner. Blandt andet medvirkede Carl Reinholdz i Gustav Wally Södrans Revy "Honnör för 39" og i Wally Revyn var han bl.a. med i numrene "Karl för sin hatt", "Hoppsan va' de' går undan" og "Swing, swing o.s.v.", begge sammen med Nils Poppe. I revyen "Wallys Garden Party" var han med i nummeret "Hammarbykisens syn på saken" og sammen med Dagmar Olsson i nummeret "Gunder and Dorothy". I Storan Wally Revyn "Uppåt igen" var han bl.a. med i numrene "Den åtalade fiskedrullen", og med Nils Poppe i numrene "Oss fjärilsnaturer emellan" og "Jag blir så ilsken". Han spillede også revy hos Karl Gerhard, drev Södra Folkparken i Stockholm 1940 og var chef for folkparkrevyer 1955-56. Han havde ialt ca. 30 filmroller fra 1932 til 1959. Desuden indsang han over 300 grammofonplader. Han blev ramt af en øjensygdom og trak sig tilbage i slutningen af 1950erne. Han døde i Norrköping. Carl Reinholdz var gift med Ingegerd Nordström.