BiografiBirger Larsen, filminstruktør og manuskriptforfatter, voksede op i Hvidovre og begyndte sin karriere som skuespiller i 1970'ernes ungdomsfilm med hovedrollen i Søren Kragh-Jacobsens film "Vil du se min smukke navle". Siden arbejdede han som instruktørassistent på to andre Kragh-Jacobsen film "Guldregn" og "Skyggen af Emma" samt som lysassistent for Lars von Trier og Nils Malmros. Han debuterede som filminstruktør i 1990 med "Lad isbjørnene danse", der fik både en Bodil og en Robert som årets bedste og blev solgt til flere andre lande. Med endnu en børne- og ungdomsfilm, "Karlsvognen" (1991), fortsatte Birger Larsen temaet omkring den danske kernefamilies omskiftelige liv. Senere instruerede han tv-spillet "Længe leve friheden" (1994) og tv-krimi-føljetonen "Frihedens skygge" (1994) med
Frits Helmuth i hovedrollen. I 1998 blev han Oscar-nomineret for kortfilmen "Ska' vi være kærester". I 2009 lavede han børne- og ungdomsfilmen "Superbror", der blev kåret til årets bedste børnefilm ved Buster Filmfestivalen og som blev udtaget til filmfestivalen i Berlin i 2010. Fra 1997 blev han hyppigt episodeinstruktør på tv-serier, bl.a. på fire afanit af tv-serien "Taxa", fem afsnit af tv-serien "Nikolaj og Julie", ligesom han var konceptuerende instruktør på de tre første afsnit af "Forbrydelsen". Desuden var han bl.a. instruktør på den svensk-producerede Wallander-serie og konceptuerende instruktør på to episoder af den roste britiske serie "Murder".