Richard Ragnvald
Født: 10-8-1947 (77 år) i Århus

Biografi
Richard Ragnvald, sanger og musiker, debuterede i 1959 med sit eget orkester The Rich's Band, der spillede til skolefester i Århus og omegn. Senere spillede han med Henry Lind ved en række engagementer i forsamlingshuse. Richard Ragnvald arbejdede i årene 1964-1971 som portør på Marselisborg Hospital i Århus. I 1964 mødte han Solveig Sønderholm og sammen etablerede de duoen Solveig & Richard, der debuterede på restaurant Søsporten i Århus. De indsang flere plader beregnet på dansktoppen og havde i midten af 1970erne succes med indspilninger som "Ud af toppen" og "Raflesangen". I 1980 ophørte samarbejdet og Richard Ragnvald begyndte for sig selv. I 1981 indspillede han en version af "Friheden flyver" og på samme tidspunkt blev han engageret til en revy i Horsens og senere på Sans Souci i Kolding. Desuden blev han tv-vært i bingo-programmer på lokal tv i Århus, Esbjerg, Odense og Fredericia. Han medvirkede i lokalradio og tv og tog på en tre måneders turne med "De flyvende Århus Gymnaster" til USA. Efterhånden opnåede han en meget stor succes via de jyske lokalradioer og i starten af 1990erne havde hans popularitet bredt sig over hele landet. I 1992 kom det helt afgørende gennembrud med "Tak fordi vi er venner" og siden har han høstet succeser på dansktoppen - ikke mindst med "Kære lille mormor" i 1995 og "Tre små beskedne ord" i 2001. Han har udgivet CD'ere, LP'er og kassettebånd og optræder rundt om i landet ca. 200-250 gange om året. Richard Ragnvald blev en nat chikaneret af to rødder, der fik et lag tæsk af den populære sanger, som privat bor i en ombygget købmandsgård fra 1777 i en landsby mellem Århus og Silkeborg - bag en havelåge, der er en mindre kopi af den der står foran Graceland - Elvis Presleys bolig i Memphis i USA. Efter at have boet sammen i 25 år blev Richard Ragnvald gift den 12. august 2012 med Vibeke Lehmann.


Har medvirket i følgende 3 film:
Kassen stemmer (1976)Tilskuer foran banken
Rocking silver (1983)Tilhører ved politikermøde
Midt om natten (1984)Tv-medarbejder

Har medvirket i følgende 2 revyer:
ABC Teatret, Horsens 1981
Horsens Sommerrevy 1981

Bøger om Richard Ragnvald:
Livets sang af Mariann Poulsen

Link til yderligere info:
http://www.ragnvald.dk