BiografiAllan Breckling, der er uddannet som boghandler i Sønderborg, rejste som 20-årig fra Als til København for at blive skuespiller og læste hos Tove Bang. Gennem
Dirch Passer fik Allan Breckling et par små roller i en
Morten Korch-film og en komedie om Mafiaen. Det blev også til en rolle i en af de sjove erotiske Sengekant-film, men ellers var det som instruktør og i en opera, han foldede sig ud. Knapt var han kommet til København, før han kom til at instruere "En søndag på Amager". Forestillingen tog han også på turné med, men det var dog ikke nogen god ide - for det gav ham en økonomisk øretæve. Efter "En søndag på Amager" kom han med i en forestilling på Scala Teatret. Han var med i Erik Mørks opsætning af "Vårbrud" og blev indstillet til optagelse på skuespilskolen i Århus, men nåede dog aldrig ind. Gennem flere årtier har Allan Breckling rejst rundt med sit børne- og ungdomsteater og optrådt med sin figur trolden "Klummergasse" og optrådt med oplæsninger. Desuden stod han på scenen 700 gange som Papageno i Mozarts "Tryllefløjten" og har bl.a. givet gæstespil i Østrig. Han har desuden undervist i dramatik og undervist døvblinde på en skole i Fredensborg. Senere helligede han sig opgaver som instruktør i kommunalt regi bl.a. med forestillingen "Kejserens nye klæder", hvor spillerne er senhjerneskadede og sindslidende personer. Sammen med Erik Kjær Larsen var han med til at sætte Danmarks første tv-station Café.dk på Internettet. Allan Breckling var studievært på serien "Søndagschatten", der hver søndag eftermiddag blev sendt direkte på web-TV og han producerede bl.a. tv-udsendelsen "Danser med dæmoner" med Per Fly og Ole Michelsen. I de senere år har Allan Breckling blandt andet arbejdet inden for omsorgs- og socialpsykiatrien. Han har også udviklet klovnefiguren Charling, der tryller med ord og begreber. Med figuren, der er stærkt inspireret af klovnen
Charlie Rivel, optræder han med stor succes for både børn og voksne.