Viggo Larsen II
Født: 13-8-1892
Død: 18-1-1985
Gravsted: Grønholt Kirkegård v/ Fredensborg (nedlagt)

Biografi
Viggo Larsen, operasanger, fik sin sanguddannelse hos Vilh. Michelsen og Carl Madsen og blev i 1920 optaget på Det Kongelige Teaters Operaskole og blev efter afgang i 1922 ansat i koret. I 1930 fik han sin solistdebut som Edmond i Puccini's "Manon Lescaut". Allerede da han var ganske ung opdagede man hans usædvanlige talent som tenor og det viste sig hurtigt, at han også havde naturlige evner som scenisk kunstner. I ikke mindre end 40 år var han tilknyttet Det Kongelige Teater dels som korist og dels som solist. Viggo Larsen havde en ganske særlig evne til med kort varsel at træde ind i krævende roller. Som en af hovedkræfterne i Operakoret var han højt værdsat og desuden i en række år medlem af korets bestyrelse. Viggo Larsen optrådte også på talescenen og i 1937 blev han udlånt til Odense Teater som Alfred i "Flagermusen". I 39 år var han kirkesanger ved Garnisons Kirke og siden kordegn og kirkesanger i 19 år ved Grønholt Kirke nær Fredensborg. Han indsang flere end 100 grammofonplader med populærmusik, blandt andre landeplagen "Papegøjevalsen" og "Vi mødes på Hawaii". Viggo Larsen indspillede også plader i Tyskland, hvor han også optrådte. Desuden gjorde radioen brug af ham i talrige radioudsendelser. Viggo Larsen medvirkede også i flere danske film, bl.a. i en alder af 80 år som den gamle sømand i "Operation Kirsebærsten". Efter sin pensionering blev han ofte benyttet som dubleant. Viggo Larsen var gift med operasangerinden Else Post.


Har medvirket i følgende 3 film:
Eventyrrejsen (1960)Krogæst i München
Olsen-banden på spanden (1969)Lille, sorthåret østrigsk musiker
Operation Kirsebærsten (1972)Carl Alfred