Biografi
Erik Rudolf Kjersgaard, historiker, var søn af direktør Eiler Bruno Søren Nissen Kjersgaard og Helvig Marie Krogh. Han ikke mere end seks år, da han besluttede sig for at blive historiker. Det varede alligevel 10 år fra studentereksamen fra Efterslægtens Skole i 1949 til erhvervelsen af magistergraden i historie fra Københavns Universitet i 1959. Han havde under studiet et job på Nationalmuseet, hvor han allerede i studieårene interesserede sig stærkt for pleje og registrering af middelaldersamlingen. I årene 1961-1962 var han amanuensis ved Københavns Universitet og i 1962 blev han fast knyttet som inspektør ved Nationalmuseet. Samtidig arbejdede han for Danmarks Radio og TV. I årene 1976 til 1978 var han leder af Oplysningsafdelingen på Nationalmuseet og free-lance producer af mange interessante udsendelser for fjernsynet. I DR-TV's danmarkshistoriske serier formidlede han passerede historiske begivenheder for seerne - ikke mindst hans tv-serie "Danmarkshistorien, fortalt af Erik Kjersgaard", der udsendtes efteråret 1982. Som museumsmand havde han en væsentlig rolle i skabelsen af de populære sommerudstillinger i Brede - For Sportens Skyld og Klæ'r Skaber Folk. Gennem fem år redigerede han Nationalmuseets Arbejdsmark. Da P.V. Glob gik af som rigsantikvar og direktør for Nationalmuseet deltog Kjersgaard aktivt i debatten, og det var ham, som i en kronik foreslog, at Olaf Olsen var den bedst egnede til embedet. I 1982 blev han direktør for Købstadmuseet i Den gamle By i Århus efter at være raget uklar med Nationalmuseet. Han gjorde en indsats omkring at skaffe museet opmærksomhed og ikke mindst sponsorpenge. Fra Kjersgaards forfatterskab kan bl.a. nævnes Politikens Danmarkshistorie, "Besættelsestidens dagligdag", "Københavns historie" - en række historiebøger til undervisning og til udlændinge. Bøger om mad og drikke er der adskillige af og blandt seneste arbejder er der en aktuel historiebog skrevet til unge mennesker »Fra Jalta til Jeltsin« samt Fogtdals Illustreret Tidende. Han var anmelder ved Politiken og ledte et utal af mennesker på historiske rejser til bl.a. de gamle dansk-vestindiske øer. Erik Kjersgaard modtog flere hædersbevisninger. I 1981 var det Forfatterforeningens pris, i 1982 Søren Gyldendal Prisen, året efter blev han begavet af Den Berlingske Fond og senere med Ole Haslunds Kunstnerfond. Erik Kjersgaard blev den 3. april 1971 gift med lærerinde Anita Elisabeth Behrendt (09-07-1940). Han er far til studieværten Clement Behrendt Kjersgaard (20-09-1975)
Har medvirket i følgende 1 film:
Farlige kys (1972) | Museumsomviser |
Har medvirket i følgende 1 julekalendere:
Alletiders jul (1994,2004,2016,2020,2023) | Saxo |
Har arbejdet med følgende 1 film:
Den røde kappe (1967) | Historisk konsulent |