Ulla Sallert
Født: 27-3-1923 i Stockholm, Sverige
Død: 11-5-2018 (95 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Billede af Ulla Sallert
Biografi
Ulla Sonja Sallert, svensk sangerinde og skuespillerinde, der i 1940erne og 1950erne var én af Sveriges største musicalstjerner, blev uddannet på Musikaliska Akademien i 1943 og havde egentlig tænkt sig at blive operasangerinde. Gennem engagementer på privatteatrene i Stockholm med debut som Eleonor Barret i Gustav Wally operetten "Serenad" på Oscarsteatern i 1944, blev hun snart specialiseret indenfor operette og musical. Hun medvirkede bl.a. som skuespillerinden Steffi Castelli i Gustav Wallys operette "Tre Valser" på Oscarsteatern i Stockholm. I 1950erne spillede hun hovedroller - især på Oscarsteatern i Stockholm i opsætninger som "Oklahoma", "Annie Get Your Gun", "South Pacific", "Kiss Me Kate" og "Guys and Dolls". En særlig krævende rolle havde hun som Eliza i "My Fair Lady", der i årene 1958-61 blev spillet 766 gange. Hun spillede også i operetter som "Madame Pompadour", "Czardasfyrstinden" og "Den glade enke". Ulla Sallert gæstespillede på Volksoper i Wien først i musicalen "Wonderful Town" i 1956 og siden som Lili Varescu i "Kiss Me Kate". Samme rolle spillede hun siden også på Nationalteatern i Reykjavik og et højdepunkt i hendes karriere var et engagement på Broadway i New York 1964, hvor hun havde hovedrollen i "Ben Franklin in Paris" - en rolle der var skrevet specielt til hende. Hun var siden aktiv også som skuespillerinde, gav koncerter, optrådte på cabaret, sang viser og skrev også bøger, bl.a. om astrologi. Sin sidste scenerolle fik hun som grevinde i musicalen "Me and my girl", som havde premiere i 1988 og spilledes i flere omgange i Stockholm, Göteborg og Malmø frem til 2002. Ulla Sallert medvirkede også i film - og allerede i 1940erne var hun med i "Djurgårdskvällar" og "Får jag lov magistern!" med Stig Järrel. I 1980erne spillede hun med i "Smugglarkungen" med Björn Skifs og "Kvinnorna på taket" med Helena Bergström og Amanda Ooms. Og i 1990 spillede hun Tante Hulda i "Nils Karlsson Pyssling". Hun var i årene 1945 til 1960 gift med friherre Franz von Lampe (1918-1986).


Har medvirket i følgende 1 udenlandske film:
Smuglerkongen (1985)Fru Kron