Palle Granditsky
Født: 18-12-1923 i Stockholm, Sverige
Død: 2-12-2001 (77 år)
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Palle Granditsky (egtl. Paul Granditsky), svensk skuespiller, instruktør og teaterleder, var søn af østeuropæiske immigranter og voksede op i Stockholm, hvor han hurtigt kom i kontakt med teater gennem amatørteatervirksomhed ved det jødiske dramatiske selskab, som spillede på jiddish. Han medvirkede bl.a. i en af Ingmar Bergmans opsætninger på Studentteatern "Fan ger ett anbud" og han filmdebuterede i "Hets" i 1944. Han blev elev på Per-Axel Branners Nya Teatern fra 1945. Fra 1951 til 1954 var han chef for Stockholms skolbarnteater, hvorefter Gösta Folke tog ham til Uppsala stadsteater. Efter uoverensstemmelser med Folkes efterfølger blev han leder af Borås stadsteater 1957-64, hvorefter han vendte tilbage til Uppsala stadsteater og blev chef der i årene 1964-74. Derefter var han engageret ved Dramaten som instruktør og skuespiller 1974-1986, hvorefter han atter blev teaterchef - nu ved Helsingborgs stadsteater, hvilket varede til 1989. De sidste år helligede han sig Skillinge teater i Skåne. Han blev mest kendt og værdsat for sine mange år som teaterleder og måske først og fremmest perioden i Uppsala, hvor han i 1965 fik en stor succes med "Tigerlek" med sig selv og hustruen Anita Blom. Han fik efterhånden et bredere rolleregister og gjorde f.eks. i 1976 udmærket fyldest på tv i Brecht's "På flykt undan mina landsmän". Efter hans filmdebut gik der lang tid før han fik en større og mere synlig rolle. Det var først i 1972 med Per Berglunds tv-film "Repmånad", men derefter blev han flittigt anvendt som skuespiller, primært i tv og ofte i roller på den øverste del af den sociale skala. Indimellem spillede han også mindre sympatiske roller som f.eks. i "Spanarna" i 1983. Han var først gift med skuespilleren Ulla Akselson og senere med skuespilleren Anita Blom og er far til skuespilleren Tove Granditsky-Svensson.