Herman Hoffmark
Født: 24-12-1907 i København
Død: 14-12-1987 (79 år)
Gravsted: Hvidovre Kirkegård

Biografi
Herman Hoffmark (f. Peter Herman Hansen), kapelmester, komponist, pianist og akkompagnatør, underholdte som 16-årig gæsterne på Brøndby Badehotel og tog på turné med en trio for at tjene penge til en 4-årig uddannelse på Schlüters Musikkonservatorium. Han begyndte at komponere bl.a. operetten "Blot en smule kærlighed", der havde premiere i 1934 på Det Ny Teater med Maria Garland i hovedrollen. I København indledte han et samarbejde med Harald Mortensen og de spillede med orkester på restaurant Femina i Berlin i 1936. Under krigen skrev han melodien til den kendte "Vi kommer li'e fra Svendborg av". Blandt hans mest kendte værker er "Hvidovrevalsen", "Valby-Valsen", "Der lå blomster på gaden en morgen" og "Augustin". Fra 1960 var han akkompagnatør for tidens førende refrænsangere og kapelmester ved Ny Ravnsborg Cabaret'en og Nykøbing Falster Revyen under Viggo Brodthagen. Siden 1969 var han hyggepianist på Hotel Hvide Hus i Maribo. I flere perioder vikarierede han som domorganist i Maribo Domkirke. Han skrev 30 værker til domkirkens orgel og spillede koncerter i kirken også med egne kompositioner. Derefter kom han til Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken, hvor han på klaveret fra 1977 til 1980 ledsagede syngepigernes viser. På hans initiativ stiftedes i 1947 Dansk Musikbearbejderforening. Han blev den 24. marts 1932 gift med Ella Maggie Jacobsen (f. 09-10-1909)- og siden i 1944 med Hanna Caroline Haastrup-Nielsen. Herman Hoffmark døde i Hvidovre 79 år gammel.