BiografiTove Wogelia Errboe, der var datter af cand.pharm Hans Jacob Theiss Errboe og hustru Petra Hansine Rasmussen, læste som ung hos
Erik Henning-Jensen og gik på Aarhus Teaters elevskole 1949-51. Hun debuterede på Aarhus Teater den 25/9 1949 som Mira Martens i "Ny tid" og medvirkede derefter som Lene i "Egelykke", Gina i "Vildanden", gadepigen i "Anklage mod en ukendt", moderen i "Påske" og sekretæren i "Candida". Fra 1959 var hun engageret på Odense Teater, hvor hun fik 14 gode og frugtbare sæsoner med en række genremæssigt forskellige roller, bl.a. som tante Sofie i "Folk og røvere i Kardemommeby" - som madame Ovesen i "Nøddebo Præstegård" og som Clara i "Skærmydsler". Senere spillede hun roller i bl.a. "Aprilsnarrene", "Den blå pekingeser" og "Regnormenes liv". Tove Errboe nåede også en enkelt filmrolle i sine aktive år som kunstner. Det var i 1975 i "Kun sandheden". Efter eget ønske forlod hun Odense Teater i 1982 og flyttede i slutningen af 1980erne til vintersportsbyen Montroc ved Chamonix i de franske alper sammen med sin ægtefælle skuespilleren
Preben Borggaard. Tove Errboe blev den 1. maj 1954 gift i Vor Frue Kirke i Aarhus med skuespilleren Preben Borggaard.