Louis Steinthal
Født: 30-8-1966 (58 år)
Biografi
Louis Steinthal fik rollen i filmen "Historien om Kim Skov" efter at han forinden havde haft en mindre rolle som Lille Oluf i Kirsten Stenbæks tv-spil "Sofies skolegang". Han er søn af Vibeke Steinthal, som var en ven af filmens instruktør Hans-Henrik Jørgensen. Hans deltagelse i optagelserne blev dog ikke så omfattende, som det oprindeligt var tænkt, eftersom perioden for optagelserne faldt sammen med, at hans skoleklasse skulle på lejrtur til Wales. Louis Steinthal husker en pudsig historie fra filmoptagelserne. I rollen som "hård negl" skulle han ryge. Det havde han absolut ingen erfaring i og måtte til prøverne sidde og øve sig i at ryge Grøn Cecil på den seje måde - hvilket ikke var en helt let opgave, når han ikke før havde røget. Efter pinsomme øvelser var han klar til optagelse af den famøse rygescene, og klarede det også fint under selve optagelsen. Men efter den endelige sammenklipning af filmen var - ikke bare han selv med den Grønne Cecil, men hele scenen klippet ud. Det var derfor spildt arbejde. Det kan tilføjes at Louis Steinthal aldrig siden har rørt en cigaret. Efter rollen i "Historien om Kim Skov" har Louis Steinthal ikke haft andre optrædender - udover et par skolekomedier. Han blev siden uddannet cand. scient. i datalogi fra Københavns Universitet og har efterfølgende arbejdet som IT-konsulent - primært med at udvikle større administrative IT-systemer til den offentlige sektor.