Biografi
Poul Trier Pedersen, journalist og forfatter, der var søn af købmand Ernst Pedersen og hustru Mary Christine Svendsen, blev handelsuddannet og cand.polit. i 1952. Han arbejdede i Udenrigsministeriets pressebureau og som økonomisk og faglig medarbejder på dagbladet Dagens Nyheder. En tid redigerede han også Dansk Arbejdsgiverforenings blad, som han forlod i protest mod lukningen af Dagens Nyheder, der i væsentlig grad støttedes af Arbejdsgiverforeningen. I 1961 begyndte han som journalist på Danmarks Radio, hvor han blev en af de store tv-personligheder som vært på tv-programmer som "Krydsild" og indenrigsmagasinet "Ekko", der på en uhørt bramfri måde tog fat i aktuelle politiske og økonomiske historier. I 1965 blev han redaktionschef på TV-Avisen, som han forlod i 1968 for at lave tv-dramatik. Han blev freelance i 1970 og var i 1970erne og 1980erne med til at forny tv-mediet. Han udviklede det såkaldte spontalspil som en tv-genre med amatørskuespillere og ofte over historier om arbejdskonflikter og social undertrykkelse. Han fik bl.a. succes med tv-dramatik som "Sangen om 8-a" (1975), "Rejs dig, Emil Koch" (1978), "I anledning af Nora" (1979) og "Jeppe på Pederstrup" (1988). Som forfatter gjorde han sig gældende med få titler - bl.a. "Ungarns frihedskamp", "Moskoviade", og erindringerne "Omveje mellem mennesker og medier". Han modtog i 1963 Cavling-prisen, der gives til en yngre journalist, der i det forløbne år har vist særligt initiativ og talent. Trier Pedersen arbejdede siden bl.a. for kanalen DK4. Han blev den 15. oktober 1943 gift med Sara Epelmann.
Bøger om Poul Trier Pedersen:
"Baglæns - ekko af et langt liv" af Poul Trier Pedersen
Har medvirket i følgende 1 film:
Hej Stine! (1970) | Stines far |