Biografi
Herlev Kongsgaard blev den 2. oktober 1945 som nyuddannet skolelærer gift med lærerinde Elly Clausen Nygaard (10-06-1924 - 27-01-2001). Parret bosatte sig i Fjaltring, hvor han fik embede. Her virkede de i fem år, hvorefter Skive tiltrak lærerparret - inden turen gik til Vesterbæk Skole ved Spjald. Her lagde han og ægtefællen deres livsværk som landsbylærerpar i ordets bedste betydning. Herlev Kongsgaard var en personlighed, der samlede lokalbefolkningen til foredrag og fællessang i skolestuen. I forbindelse med oprettelse af Brejning Centralskole blev Herlev Kongsgaard ansat og parret flyttede til en lærerbolig i Spjald, som de senere købte. Da Herlev Kongsgaard gik på pension kørte han for ægtefællen rundt i Vestjylland, hvor hun arbejdede som interviewer for A.I.M. Instituttet.