Ella Fitzgerald
Født: 25-4-1917 i Newport News, Virginia, USA
Død: 15-6-1996 (79 år)
Gravsted: Inglewood Park Cemetery, Californien USA

Biografi
Ella Fitzgerald var en af jazzens betydeligste sangerinder, og vinder af 13 grammy-priser. Hun blev opfostret i Yonkers, New York og voksede op hos sin fraskilte mor, der arbejdede på et vaskeri, mens hun selv løb ærinder for lokale gamblere. Hendes mor døde, da Ella Fitzgerald var femten. Fortvivlet pjækkede hun fra skole og kom på kant med loven. Myndighederne sendte hende til en forbedringsanstalt, hvor hun oplevede mishandling. Ella Fitzgerald blev opdaget i 1934 af Benny Carter ved Apolloteatret i Harlem, og begyndte sin karriere allerede som 16-årig med Chick Webbs orkester, som hun overtog ved hans død i 1939. Hun startede siden som solist i 1946 og lavede talrige plader med blandt andet Louis Armstrong og Duke Ellington. Tre år i stræk vandt hun prisen for Bedste kvindelige vokalist. Hun fik en stjerne på Hollywood Walk of Fame og blev tildelt Præsidentens frihedsmedalje af præsident George H.W. Bush. Ella Fitzgerald var gift tre gange, heraf i seks år med den store jazz-bassist Ray Brown. De sidste år af sit liv led hun af hjerteproblemer og fik begge ben amputeret pga. diabetes.


Har medvirket i følgende 2 revyer:
Tivoli 1969 1970