Biografi
Marlene Dietrich (egentlig Marie Magdalene Dietrich), tysk-amerikansk entertainer, skuespiller og sanger, der blev nomineret til en Oscar for sin rolle i "Marokko". Under opvæksten fik Marlene Dietrich musikundervisning. Hun begyndte at studere violin ved musikhøjskolen i Weimar i 1918, men afbrød studiet efter et år på grund af en skade. I 1921 blev hun elev ved Max Reinhardts berømte teaterskole i Berlin og debuterede på film året efter. Hun blev gift med Rudolf Sieber i 1924 og fik en datter Maria, senere Maria Riva. Ægteskabet varede til hans død i 1976. Marlene Dietrich fik sit gennembrud i Tyskland inden 2. verdenskrig i filmen "Den blå engel", hvor hun spillede en prostitueret der hed Lola. Hun blev hurtigt en femme fatale og spillede andre roller i tyske film, inden hun tog afstand fra Hitler og flyttede til USA, hvor hun hurtigt blev en stor Hollywoodskuespillerinde og sangerinde. Hun indspillede en engelsksproget version af den tyske sang "Lili Marleen" i 1945. Det blev en af de mest populære versioner, da mange hjemvendte allierede soldater havde hørt sangen på tysk, mens de var udstationeret i Nordafrika under 2. verdenskrig. Marlene Dietrich var en 1960ernes største stjerner, som det lykkedes at engagere til Tivoli Varietéen. Hun havde ry for at være lidt af en diva. Bl.a. krævede hun at belysningen skulle matche stenene på hendes kjole, og hun kunne straks se hvis det ikke var tilfældet. Hun optrådte direkte uforskammet overfor musikerne og en kvindelig cellist måtte erstattes med en mandlig, da hun ikke skulle nyde noget af at dele scenen med en anden kvinde. Marlene Dietrich spillede i mange film, den sidste film var "Schöner Gigolo" i 1978 med David Bowie. Hun havde bevaret sin tyske accent, når hun talte engelsk eller fransk. Hun levede mange af sine senere år i Paris. Efter eget ønske blev Marlene Dietrich begravet ved familiegravstedet i Berlin-Schöneberg. Filmmuseum Berlin på Potsdamer Platz har overtaget Marlene Dietrichs store privatsamling, der omhandler hendes liv og karriere, og der er løbende udstillinger på museet i relation hertil.