Wilhelm Holst
Født: 2-1-1807 i København
Død: 4-3-1898 (91 år)
Gravsted: Solbjjerg Parkkirkegård - Frederiksberg (nedlagt)

Biografi
Wilhelm Conrad Holst, skuespiller og forfatter, tog styrmandseksamen inden han den 14. november 1828 debuterede på Det Kongelige Teater som Don Alonzo i "Preciosa". Han gjorde straks stor lykke på sit smukke ansigt, tydelige organ og sin frejdige skikkelse og blev i en årrække teatrets førsteelsker, en damernes ven, hvem alle de taknemmelige roller tildeltes. Wilhelm Holst bevarede sin plads i repertoiret, indtil Michael Wiehe brød igennem. Senere spillede han værdige fædre og forsøgte sig uden held som karakterskuespiller. Wilhelm Holst optrådte sidste gang den 31. maj 1872 som baron Nilus i "Jeppe på bjerget". Han forfattede 6 skuespil til Det Kongelige Teater, blandt hvilke navnlig "Slaget i Køge-Bugt" gjorde lykke. Som marineløjtnant deltog Wilhelm Holst med hæder i den første slesvigske krig og skrev en bog om Felttogene 1848, 1849 og 1850, en folkelig skildring, der blev meget populær. I mange år var han formand for selskabet De danske Vaabenbrødre. Han blev Dannebrogsmand 1849, Ridder af Dannebrog 1852 og modtog Fortjenstmedaljen i guld i 1884.