Nina Sten-Knudsen
Født: 2-12-1957 (66 år) i Gentofte

Biografi
Nina Sten-Knudsen, kunstmaler og installationskunstner, der er datter af professor, dr.med. Ove Sten-Knudsen (død 2007) og maler Nan-Marie Græbe, voksede op i Gentofte. Hun blev af filminstruktøren Erik Frohn Nielsen valgt til rollen som Elise i filmen "Ekko af et skud" efter at han besøgte hendes skole og i en time havde siddet og iagttaget eleverne. Hun har masser af gode minder fra filmoptagelserne og da hun jo ikke var særlig gammel blev hun passet godt - for ikke at sige forkælet af dem alle sammen. Efter to års tegneundervisning hos Egon Bjerg Nielsen på Ny Carlsberg Glyptotek 1975-77 blev hun senere 1977-82 uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor hun gik hos Robert Jacobsen, Hein Heinsen og Sven Dalsgaard. Hun fik sit maleriske gennembrud i 1982 på kollektivudstillingen ”Kniven på hovedet” på Tranegården i Gentofte. Nina Sten-Knudsen deltog på mange af tidens skelsættende udstillinger bl.a. "Gud og Grammatik" på Charlottenborg i 1984. Hun har rejst meget og opsøgt og studeret både vores egen vestlige kultur, men også fremmede kulturer i Mexico, Egypten, og Cameroun, ligesom hun har opholdt sig på Orkneyøerne, Bali og Cuba. Gennem årene har hun deltaget på talrige udstillinger i ind- og udland, ligesom hun har haft mange separatudstillinger. Udstillingen Random Walk på Horsens Kunstmuseum i 1995 var et højdepunkt i hendes karriere som kunstner. Nina Sten-Knudsen har modtaget en række hæderspriser og legater, bl.a. fra Knud Højgaards Fond 1985 og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond samme år. I 1992 blev hun udnævnt til årets HK-kunstner, 1993 tildelt det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond og i 2000 tildeltes hun Anne Marie Telmányis Legat og fik Eckersberg Medaljen 2000.


Har medvirket i følgende 1 film:
Ekko af et skud (1970)Elise som barn