BiografiMek Pek, der rigtigt hedder Mek Falk, er søn af musikpædagogen og musikeren Leif Falk (18-07-1940 - 19-02-2019) og Ivalo Falk (12-02-1940 - 21-02-2019). Han fik sin scenedebut allerede i en alder af fire år. Det var under Århus Jazzfestival i 1968, at han trådte ind på scenen sammen med sin fars jazztrio og leverede et nummer på trompet. Senere blev han bassist i bandet Spermoladerne og underholdt med sjofle sange. Det var i den sammenhæng kælenavnet Mek Pek dukkede op. I 1979 var han med til at starte det århusianske punkband Lost Kids som han var medlem af til 1982, hvorefter han i årene 1982 - 1987 fortsatte som frontfigur i reggae-gruppen Mek Peks Partyband, der overvejende spillede latinamerikansk musik. Gruppens store hit blev cyklistsangen "Du har jo ikke noget lys på". Mek Pek fortsatte 1988-90 på egen hånd med et nyt band The Allrights, med hvem han fik et megahit med genindspilningen af klassikeren "Lille frøken himmelblå", ligesom han sammen med
Thomas Helmig kastede sig over duetten "Hva ska' vi med kvinder?". I 1988 hittede han med sangen "Pigen og trompeten". I sensommeren 1992 dannede han et nyt band Mek Pek and the Pek 'a' Billies, som spillede disco- og popnumre i rockabilly-stil. Bandet debuterede på Blitz i Århus og turnerede flittigt frem til orkestrets opløsning den 31. december 1994. I 1994 udgav de albummet "Mek & The Pek 'a' billies" og den succesfulde børneplade "Åh, Abe" med numrene "Åh Abe" og "Lille Frække Frederik". Bandet medvirkede i flere tv-shows og i foråret 1994 i filmen "Vildbassen" og desuden indspillede de sangen "Tre Små Fisk" til albummet "Pa-papegøje" og en del af albummet "Fræser Afsted". Andre ørehængere har været Ska-beat, Klappekonkurrencen og Rapperkonen. Han var fast medvært på skærmen sammen med Hans Otto Bisgaard i underholdningsprogrammet "Under uret". Desuden var han i 1991 vært i Melodi Grand Prix sammen med Camilla Miehe-Renard. Op gennem 1990erne havde han enkelte roller som skuespiller og en omfattende virksomhed som entertainer og konferencier bl.a. i TV-show i 1997 i forbindelse med dronning Margrethes 25 års jubilæum. Mek Pek var i sit første ægteskab gift med den tidligere model Dorte Albæk. Efter skilsmisse i 2004 dannede han i ni år par med journalisten Sara Pape, som han giftede sig med i juli 2013 i Ormslev Kirke uden for Aarhus.