BiografiJan Monrad, komiker og entertainer, der var født på Amager, var oprindelig uddannet som folkeskolelærer og underviste i musik og samfundsfag. Han udgav sin første single i 1974 "Kød på bordet" og i 1975 indledte han samarbejdet med studiekammeraten
Søren Rislund i gruppen Totalpetroleum. For alvor blev han kendt, da duoen i 1978 ændrede navn til Monrad & Rislund. Sammen udviklede de deres helt specielle blanding af sort humor, flad popmusik, latrinære vitser og satire. Op gennem 1980erne leverede de satire i satireprogrammet "Fredagsåbent" på Danmarks Radios P3. I 1990'erne indtog de TV-skærmen som kommentatorer i det populære tv-program "Hund og Hund Imellem", hvor Poul Thomsen styrede quizzen. Jan Monrad arbejdede desuden på Ekstra Bladet i 14 år, hvor han fungerede som bagside-skibent, anmelder og rejsereporter. I 2009 debuterede han som humoristisk tegner og var inspireret af Storm P., hvor han udgav "Pølsesnak". Tegningerne forstillede levende pølser, der optrådte i et ufiltreret parallelunivers sammen med mennesker. Monrad & Rislund udgav mere end 30 albums, videoer m.v. Humoren var folkelig, uartig, bramfri, satirisk og til tider sort. Blandt duoens velsælgende albums kan nævnes "Øl er Gud", "Next Stop Pladderballe" og "Knepper De?" - en parodi på quizprogrammet Jeopardy. Og klassikere var numre som "Pladderballe Nærradio" og "De nøgne heste fra Upernavik". Inden sin død var Jan Monrad aktiv med et øl-show som han turnerede landet rundt med sammen med Søren Rislund. Jan Monrad blev i 1990 gift med Marianne Busk Monrad.