Sissel Kyrkjebø
Født: 24-6-1969 (54 år) i Bergen, Norge

Billede af Sissel Kyrkjebø
Biografi
Sissel Kyrkjebø begyndte som 9-årig at synge i kor og vakte opsigt allerede som 13-årig i fjernsynets børneprogram. Hun blev i 1986 kendt, da hun optrådte i mellemakten til finalen i det internationale Melodi Grand Prix i Bergen. Hun debuterede samme år med pladen "Sissel" som solgte omkring 400.000 eksemplarer og senere fulgte hun succesen op med julepladen "Glade Jul". Efter eksamen fra Handelsgymnasiet i Bergen rejste hun til Oslo og begyndte her sin professionelle karriere med rollen som Maria von Trapp i "The Sound of Music". Hun udgav sin tredje soloplade "Soria Moria", der viste hendes musikalske bredde med salmer, gospel, klassiske sange og pop og samtidig startede hun en tradition med at give nordiske julekoncerter. I 1992 indsang hun "Gift Of Love" og fik succes med et kirkemusikprojekt på Færøerne, der resulterede i to fjernsynsprogrammer. Det vakte direkte bestyrtelse i Norge, da hun 21. august 1993 giftede sig i Mariakirken i Bergen med den 25 år ældre danske entertainer Eddie Skoller, som hun havde truffet som gæst i et svensk TV-show. Hun flyttede med ham til København og fik i Danmark for alvor sit gennembrud i 1990erne, ligesom særlig året 1994 fik stor betydning for hendes internationale gennembrud. Ved Vinter-OL i Lillehammer sang hun den officielle OL-sang "Se ilden lyse" og siden har hun bl.a. sunget duetter med Placido Domingo og titelmelodien til filmsuccesen "Titanic". Hun har også sunget i andre amerikanske og britiske film og i 2001 i den danske "Flyvende farmor", hvor hun også havde en rolle. Derudover har hun fortsat indsunget plader og givet en række koncerter i Norden og bl.a. julekoncert i Wien, som blev sendt til TV-stationer i hele Europa. I 2004 blev hun separeret fra Eddie Skoller og i 2013 blev hun gift for anden gang med den 10 år ældre advokat og skatteekspert Ernst Ravnaas.


Har medvirket i følgende 1 film:
Flyvende farmor (2001)Inga - gift med Egon Egern

Har lagt stemme til følgende 1 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Den lille havfrue (1989)Ariel - sang