Grethe Kolbe
Født: 12-12-1910 i Frederiksberg
Død: 13-5-1997 (86 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Biografi
Grethe Inga Kolbe, kapelmester, der var datter af værkmester Hans Peder Kolbe (1882-1960) og Margrethe Maria Frida Møller (1880-1976), skabte sig en unik karriere som Danmarks første kvindelige professionelle orkesterdirigent. Hun fik violinundervisning fra hun var 6 år gammel. Efter sin realeksamen fra Anna Barfods Skole gennemgik hun et husmoderkursus inden hun som 19-årig kom på Musikkonservatoriet, hvor hun i fire år blev undervist med violin som hovedfag. Allerede i 1930 fattede hun interesse i at dirigere og startede et amatørorkester. Hun ledede i mere end tyve år sit eget orkester, Grethe Kolbes orkester, i København. Orkestret bestod af professionelle musikere i samspil med musikstudenter og dygtige amatørmusikere. I 1945 dirigerede hun som første danske kvinde Det Kgl. Kapel. I årene fra 1950 til 1980 stod hun i spidsen for Danmarks Radios Underholdningsorkester. Grethe Kolbe havde den musikalske ledelse af tv's opførelse af operetten "Farinelli" i 1961 med Poul Bundgaard i hovedrollen. I sine sidste år på Danmarks Radio dirigerede hun ikke Radiounderholdningsorkestret, men stod til rådighed for ledelsen som konsulent. I 1940’erne fik Grethe Kolbe Jutta Bojsen-Møllers Legat, Marie Illums Legat og Ingrid Jespersens Legat. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1967.