Asta Mollerup
Født: 22-5-1881 i København
Død: 25-9-1945 (64 år)
Gravsted: Taarbæk Kirkegård

Biografi
Asta Malthea Mollerup, dansepædagog og koreograf, var datter af museumsdirektør Arthur Julius William Mollerup (1846-1917) og Caroline Susanne Ewald Rothe (1853-1938). Hun startede i 1914 en privat ballet- og rytmikskole for børn og unge i København. De efterfølgende ti år underviste Asta Mollerup i plastik og dans på sin private danseskole samt på skoler i Hillerød og København. Indimellem rejste hun til Paris for at modtage balletundervisning hos Lubov Egorova og Isadora Duncan. I 1927 oprettede Asta Mollerup en særlig danserindeskole med sigte på et professionelt virke i faget. Skolens aktiviteter blev i begyndelsen af 1930erne samlet i en villa med dansesal på Østerbro, hvor hun arbejdede frem til sin død. Blandt hendes elever var bl.a. niecen Mette Mollerup, Tove Gabrielsen og Eske Holm, der gik på Det Kongelige Teaters Balletskole. Andre gjorde sig i 1940erne og 1950erne gældende på teaterscenerne, f.eks. Else Knipschildt og Lillian Ellis, der tillige medvirkede i adskillige danske film.