BiografiGrete Gravesen, der var datter af sceneinstruktøren og skuespilleren
Svend Kornbeck og skuespillerinden Asta Jørgensen, kom til verden på et lille artisthotel, hvor moderen samme aften havde optrådt. Talrige medlemmer af familien var kunstnere, så det lå ikke fjernt for Grete Gravesen i sin tidligste ungdom at læse hos
Holger Gabrielsen og
Svend Methling. Der skulle dog gå flere år, inden Grete Gravesen kunne gøre brug af sine dramatiske evner som skuespiller. For med sin mand lægen Wilhelm Gravesen rejste parret til Færøerne, hvor han var embedslæge på Sandø i fem år. Derefter til en lægepraksis i Jylland. Ægteparret foretog mange indholdsrige rejser til udlandet, inden Grete Gravesen fik et engagement på Aarhus Theater i sæsonen 1934-35. Her spillede hun Sara i "Søndagsparadiset", Runa i "Før Syndfloden", Lady Kerrigan i "Towarich" og Pernille i "Gert Westphaler", som var en festforestilling i anledning af 250 året for Ludvig Holbergs fødsel. Efter at have forladt teatret optrådte hun i
Lulu Ziegler Cabaretten med egne tekster, ligesom hun i foreninger og ved velgørenhedsforestillinger holdt foredrag om Færøerne, Spanien og andre steder. Hun havde lyst til at prøve at spille i film og opsøgte i 1941
Benjamin Christensen, som straks syntes om hendes særprægede type. Han mente nok, at det kunne lade sig gøre og glemte hende hende heller ikke, da han havde en egnet rolle – nemlig som den russiske spion Marja i "Damen med de lyse handsker". Filmen, der ikke blev nogen succes, blev hendes eneste film. Samme år debuterede hun som forfatterinde med bogen "Lægekone på Færøerne i 5 år". Under besættelsen var Grete Gravesen kurér for Frihedsrådet og var en tid gået "under jorden". Efter krigens ophør og tabet af sin mand var Grete Gravesen i flere omgange medarbejder ved "Morgenbladet". Hun fik efter afskeden fra sin avis en længere depressionsperiode. Grete Gravesen blev den 22. september 1933 gift i Århus med lægen Carl Wilhelm Legind Gravesen (15-10-1898 - 16-02-1967). Ægteskabet blev opløst 25. januar 1947. Hun døde i Frankrig i 1985.