BiografiAnna Gudmundine Gudrun Borg (Anna Borgtórsdóttir), skuespillerinde, blev født og opvoksede på Island, som datter af bykasserer og kæmner Borgthór Jósefsson (1860-1934) og Islands store skuespillerinde og teaterchef Stefania Gudmundsdóttir (1876-1926). Hun var elev på Det Kongelige Teaters elevskole 1925-28 og debuterede som Halla i "Bjerg Eyvind og hans Hustru" den 23. maj 1927. I 1929 spillede hun rollen som Maria i "Galgemanden". Bortset fra en periode på 4 år var hun fast knyttet til Det Kongelige Teater indtil sin død. Sin første store triumf fejrede hun som Gretchen i "Faust", hvor hendes særart som skuespillerinde kom til fuld udfoldelse. Hun fremstillede naturlig, ligefrem kvindelighed med stor ømhed og indtagende umiddelbarhed. Hun spillede Anna Boleyn i "Cant" på Det Kongelige Teater - Inken Peters i "Før solnedgang" på Dagmarteatret og Diktatorens Hustru i "Sejren" på Folketeatret. Den 5. august 1932 giftede hun sig i Reykjavik med skuespilleren
Poul Reumert og var ham siden en stor støtte hjemme i herskabslejligheden i Lundsgade. Anna Borg blev siden ramt af en stofskiftesygdom, der tvang hende væk fra scenen i flere sæsoner - og ændrede hendes udseende markant. Hun vendte tilbage til teatret og spillede med sit nye udseende dronning Elisabeth I i "Maria Stuart". Kun lejlighedsvis viste hun sig i det løbende repertoire, men blev en skattet iscenesætter. Fra 1958 og til sin død var hun lærer på Det Kongelige Teaters elevskole. Hendes sidste præstation blev den stejle dronning Bera i dramaet "Hagbart og Signe". Hun medvirkede kun i 2 film. I 1941 blev hun tildelt medaljen Ingenio et arti. Anna Borg omkom ved en flyveulykke ved Fornebu lufthavnen. Hun var ombord på et Vickers Viscount 759D-passagerfly "Hrimfaxi" fra Icelandair sammen med syv andre passagerer og fire besætningsmedlemmer. Flyet fra Kastrup skulle mellemlande såvel i Oslo som Bergen på vej til Island. Flyet styrtede ned på den lille ø Nesøy under indflyvningen til Fornebu. Alle 12 ombordværende omkom. Havarikommissionen kunne efterfølgende ikke fastslå årsagen til ulykken. Efter hendes død samlede
Poul Reumert et udvalg af hendes breve, båndoptagelser og dagbøger og udgav bogen "Anna Borgs erindringer".