Valdemar Eiberg
Født: 23-8-1892 i Kolding
Død: 14-7-1965 (72 år)
Gravsted: Solbjerg Parkkirkegård - Frederiksberg (nedlagt)

Biografi
Valdemar Sofus Gerlach Eiberg, jazzmusiker, saxofonist og orkesterleder, der var søn af slagtermester Lauritz Gerlach Eiberg og hustru Sofie Christine Veiler, var én af pionererne i dansk jazz. Han voksede op i København fra 1-års alderen og blev udlært som pølsemager. Valdemar Eiberg begyndte som professionel musiker i 1922 på Café Østerbro sammen med Carl Bigum og Victor Cornelius. Senere fik han andre engagementer i "Café Sct. Pauli" på Amager og derefter i "Café Danas Have". Fra 1923 var han fortrinsvis saxofonist som leder af egne orkestre. Samme år fik han sit egentlige gennembrud som musiker og orkesterleder af Adlon Band og han indspillede i efteråret 1924 hvad der betragtes som den første danske jazzplade. Med sit orkester havde han sommerengagementer på Hornbæk Badehotel og spillede endvidere på Adlon og på Hotel d'Angleterre. Som yndet kapelmester for Adlons kendte og kongelige publikum var han i disse år også i vælten i det højere selskabsliv og spillede jævnligt til fester i ambassader og gesandtskaber. I 1927 spillede han med en ny besætning i Paladsteatrets Restaurant og var i september 1927 med til at indvie Valencia. Fra Valencia kom han i 1930 til Heckmann i Frederiksberggade og Eibergs orkester var med til at åbne Prater på Nørrebro i november 1931. I vintersæsonen 1934-35 spillede han med et timands-orkester i Palace Hotels Marmorhave og fra maj 1935 i et år på Ritz. Efter dette engagement spillede han nogle år mest i provinsen, bl.a. i Næstved og i Helsingør. I 1940erne var han især aktiv som hawaii-guitarist og indspillede flere plader med denne musik. Valdemar Eiberg blev gift den 25. april 1913 i Jesus Kirken, Valby, med Karla Viola Mathilde Madsen (14-06-1889 - 25-01-1962).